Dagbog Ketchup

Dagbog Ketchup

søndag den 4. september 2016

7 uger drægtig og MEGA tyk !

Så er vi atter hjemme fra England og Ketchup nyder at være i vante omgivelser. Hun har taget det i stivpote at være med på ferie i den drægtige udgave, men jeg er godt tilfreds med at være hjemme i god tid inden fødsel, så jeg ved at hun ikke stresser over noget som helst i den sidste tid.

Hun er meget tyk, så jeg vil undre mig meget, hvis jeg ikke får et stort kuld hvalpe.

Det bliver så spændende at se hvad hun gemmer på. I skrivende stund syntes hun at det er lidt svært at spise for store portioner mad, så vi serverer mindre portioner flere gange dagligt.

Hun har fået ormekur i forbindelse med turen til UK, jeg giver normalt aldrig mine tæver ormekur i drægtigheden, fordi jeg netop gerne vil have at mine hvalpe er født med orm. Men jeg kan håbe at de alligevel fødes med lidt spoleorm som vil styrke deres immunforsvar.

I dag har vi pustet badebassinet op og lagt det til luftning i udestuen. Det lugter fælt af vinyl lige når det pakkes ud sådan et nyt bassin. Det er skønt at bruge bade bassin til at have tæve og hvalpe i, for det er let at flytte med og let at rengøre og kan bare smides væk bagefter, så der ikke overføres bakterier mellem kuldene.

Ketchup virker rolig og velafbalanceret så jeg tror egentlig at hun går og hygger sig. Hun er stadig mægtig aktiv på vores lufte ture, omend hun ser noget klodset ud når hun løber omkring :-)

I dag har Nana Hingelberg og Brown Hunt's Remix vundet det Norske Unghundemesterskab for hunde under 2 år. Det er stort at vinde et Unghundemesterskab og ikke mindst i Norge hvor mesterskabet er over 2 dage.

Remix der i daglig tale kaldes Turbo er datter af Ketchup fra første kuld. Hendes far er vores egen hanhund Brown Hunt's Navy, så det er en rendyrket Brown Hunter og vi er meget stolt af dette flotte resultat.

Jeg er sikker på at mor Ketchup også er stolt af de to dygtige nordjyder. Vi ønsker i alle tilfælde Nana og Turbo et kæmpe tillykke.

Det var slut på dagbogs notater fra denne gang - fortsættelse følger senere på ugen :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar