Dagbog Ketchup

Dagbog Ketchup

søndag den 22. december 2019

Så er der gjort klar til hvalpefødsel....



Så er vi klar til at der kommer små hvalpe i huset igen. Punktum har det mægtigt og tusser rundt og tigger og er noget så fornøjet. Det er jeg så ikke for jeg hader denne sidste tid, hvor vi bare venter på at opblokningen og fødslen skal sætte igang. Det er altid den sværeste tid i en drægtighed, fordi jeg er så spændt på hvad tæven gemmer på og så er det dage hvor jeg ikke bevæger mig langt væk fra huset, så aktiviteter har sine begrænsninger.

Egentlig burde man kunne sætte sig i en sofa med en god bog og bare slappe af og lade roen falde, men jeg bliver altid raskløs og utålmodig :-) Hvilket ikke hjælper det fjerneste ha ha !

Her til morgen spiste damen alt sin morgenmad med glubende appetit og hun gik med på tur i rask tempo og i mægtigt humør, så intet tyder på at hvalpene er på vej endnu :-)

Termin er først den 27. december - men min tålmodighed kunne godt tænke sig at hvalpene kom nuuuuuu  😍

I formiddag får vi kommende hvalpekøbere på besøg. Tommy er i fuld gang med at reparerer lidt "grave huller" i væggen i hvalpe hundegården. Den bærer præg af vores egne 2 unghunde på 10mdr og 1 år - der har været lidt kreative.
Når det er færdigt og hærdet så skal der svinges en malerrulle og gøres klar til kuldet kan flytte ud i mere frie omgivelser om 5-6 uger.

Vores hvalpe fødes inde i vores baggang og er i huset med os hver dag alle 8 uger - men de er ude i hundegården med den tilhørende store have fra de er ca. 5 uger. De kommer stadig ind flere gange dagligt men de skal have mulighed for at løbe, lege og udforske på egen hånd. Det styrker deres motorik og deres nysgerrighed.

Som I kan se på billedet her under så syntes Ketchup også at hun er tilfreds med den kommende hvalpehule :-)

De to tæver kommer til at hygge sig mægtigt med hver deres kuld i en periode inde i huset, det bliver super skønt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar